Den nordjyske specialist indenfor vedvarende energi, Aalborg CSP A/S, er blandt finalisterne til at modtage prestigefyldt australsk energipris (Clean Energy Council Innovation Award 2018). Virksomheden er udvalgt for udviklingen af deres koncentrerede solenergianlæg i Australien. Løsningen er den første i verden til at understøtte fødevareproduktion i et ørkenlandskab og står bag 15 % af Australiens samlede tomatforbrug.

The Clean Energy Council Awards har fokus på den grønne energisektors ekspertise indenfor kategorierne innovation, engagement i erhvervslivet samt fremragende indsats. Ifølge dommerne var dette års bidrag af særlig høj format, hvilket indikerer, at industrien generelt bliver mere og mere succesfuld.

Aalborg CSPs revolutionerende solenergianlæg i Port Augusta er blandt de nominerede i “Innovation Award” kategorien. Projektet er udvalgt grundet dets positive indvirkning på Australiens vedvarende energi-industri. Anlægget er baseret på den koncentrerede solenergi (CSP = concentrated solar power) teknologi og er det første af sin slags i verden til at understøtte fødevareproduktion. Der produceres således mere end 17.000 tons tomater årligt i det 200.000m2 drivhusanlæg, som er beliggende i et afsidesliggende område. Dette svarer til ca. 15% af Australiens samlede tomatforbrug.

Det unikke ved projektet er, at det anvender et integreret energisystem, som muliggør maksimal udnyttelse af naturens ressourcer. CSP-anlæg verden over producerer oftest kun én enkelt energiform (elektricitet) samt en stor mængde overskudsvarme som sekundær produkt. Det integrerede energisystem fra Aalborg CSP høster solens stråler på den mest effektive måde og opnår op til 95% termisk effektivitet ved at udnytte overskudsvarmen til produktion af flere energiformer på én gang – i dette tilfælde varme, elektricitet og ferskvand.

Anlæggets vedvarende energiproduktion baserer sig på mere end 23.000 computerstyrede spejle, såkaldte heliostater, der indfanger solens stråler og reflekterer dem mod toppen af et 127 m højt soltårn. Her genererer energikoncentrationen høje temperaturer som dels anvendes til opvarmning af drivhusene i vinterhalvåret samt på kølige sommernætter, dels til levering af vandingsvand gennem afsaltning af havvand fra den nærliggende Spencer Golf (5 km fra anlægget) samt periodisk til at drive en dampturbine til elektricitetsproduktion.

Vi er beærede over at blive betragtet som værende blandt toppen af de vedvarende energiselskaber, som baner vejen mod Australiens grønne energiovergang” – udtaler Jes Donneborg, divisionsdirektør hos Aalborg CSP A/S.

Vinderen af Clean Energy Councils Innovation Award offentliggøres under Australian Clean Energy Summit 2018, som afholdes i Sydney den 31. juli.

Se vores projektvideo på Youtube:

Pressekontakt:

Jelica Matoricz
Marketing- og kommunikationschef
Tlf.: 52 73 37 96
E-mail: jem@aalborgcsp.com

Om Aalborg CSP A/S

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af vedvarende energiløsninger, med henblik på at forandre produktionen af energi. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer, med henblik på at sænke energipriserne for industri og kraftværker rundt om i verden. Vi har således opnået omfattende erfaring, fra nogle af verdens mest effektive CSP projekter (Concentrated Solar Power).

I Danmark udvikler og leverer Aalborg CSP kundetilpassede solvarme-løsninger med CSP-solfangere, plane solfangere, kombinationsanlæg, varmelagre og komplette rørsystemer, således solen kan høstes på den mest effektive måde, og derved hjælpe med til at reducere prisen på fjernvarme.

I Aalborg CSP har vi stor fokus på forskning og udvikling, og vi samarbejder derfor med adskillige videns baserede virksomheder og institutioner for fortsat at udvikle innovative og bæredygtige teknologier. Dette bevirker, at vores tekniske design er baseret på et værdiskabende koncept, der sikrer vore kunder kvalitets løsninger, som er drifts og kosteffektive og samtidigt bidrager til en grønnere fremtid.

Med hovedkontor i Aalborg, og salgs- & servicekontorer i Spanien, Australien og Indonesien, har Aalborg CSP realiseret mere end 1.700 MW omkostningseffektive grønne energiløsninger til en lang række industrier verden over. Det svarer til effekten af 2.400.000m2 plane solfangere.

For mere information besøg: www.aalborgcsp.com eller følg os på LinkedIn, Twitter, Youtube Youku og Facebook.