Aalborg CSP er for tredje år i træk blandt de industrielle eksperter, som er blevet inviteret til at præsentere ved International Conference on Smart Energy Systems and 4th Generation District Heating (også kendt som 4DH SES konferencen) d. 6.-7. oktober. I modsætning til forrige år afholdes konferencen denne gang online.

Smarte energisystemer, 4. generations fjernvarmeteknologier, elektrificering, energieffektivisering, elektrobrændstoffer og Power-to-X. Disse temaer danner tilsammen rammen for den 6. udgave af 4DH SES konferencen.

Power-to-X konceptet er de seneste år blevet diskuteret vidt og bredt inden for den vedvarende energisektor og anses for at være en vigtig brik i den grønne omstilling. Konceptet vil ligeledes være at finde på dagsordenen, når Hammam Soliman, Senior Sales & R&D Manager hos Aalborg CSP indtager den virtuelle scene ved konferencen

Hammam vil med præsentationen ”Contribution of Power-to-X-to-Power in retrofitting of coal-fired power plants” diskutere Power-to-X konceptets rolle i udfasningen af verdens kulfyrede kraftværker. Som en del af præsentationen vil han bl.a. demonstrere, hvordan termisk energilager integreret med vedvarende energikilder så som sol og vind kan være med til at udfase og erstatte verdens kulfyrede kraftværker.

For yderligere information omkring Aalborg CSPs deltagelse, venligst kontakt:

Sofie Lambrechtsen Larsen
Marketing & Kommunikationskoordinator
Tlf: +45 88 16 88 47
Email: sll@aalborgcsp.com