Aalborg CSP har modtaget ordre på levering af endnu et solvarmeanlæg bestående af plane solfangere til fjernvarmeproduktion i Danmark. Med etableringen af solvarmeanlægget fortsætter Egedal Fjernvarme A/S den grønne udbygning i Egedal Kommune og tager endnu et skridt i retning af en bæredygtig energiproduktion og varmeforsyning.

Omlægningen fra traditionelle energikilder til grøn energi er et naturligt skridt for det danske fjernvarmemarked, hvor flere og flere fjernvarmeværker skifter fossile brændsler ud med alternative energikilder så som solenergi eller biomasse.

Egedal Fjernvarme A/S har de seneste år løbende udviklet sin drift for at opnå en mere bæredygtig fjernvarmeforsyning. En udvikling som indebærer udbygning af det omkringliggende fjernvarmenet samt en omlægning af de individuelt forsynede boliger fra olie og gas til bæredygtig fjernvarme lavet på biomasse og sol. Formålet med den grønne udbygning i Egedal kommune er at kunne forsyne Egedal Fjernvarme A/S nuværende kunder med grøn energi samt sikre en tilstrækkelig varmekapacitet til at varmeforsyne de kommende nye boliger i Egedal by.

Første skridt i retningen af en mere bæredygtig fjernvarmeforsyning var opførslen af en træfliskedel.
Med etableringen af et 2,6 MW solvarmeanlæg  tager Egedal Fjernvarme A/S yderligere et skridt i retning af en grønnere energiproduktion. Det nye solvarmeanlæg vil sammen med værkets eksisterende fliskedel levere bæredygtig varme til ca. 875 forbrugere i Stenløse og Ølstykke, som er Egedal Fjernvarme A/S forsyningsområde.

Konkurrencedytig pris og bedste garantiordning

Solfeltet på 3.458 m2 vil bestå af 34 rækker plane solfangere med op til 10 solfangere pr. række.
Med en kapacitet på 2,6 MW vil anlægget på årsbasis kunne producere 1.850 MWh varme.
Det 3.458 m2 store solvarmeanlæg vil sammen med Egedal Fjernvarmes eksisterende fliskedel og 2.400 m3 akkumuleringstank levere vedvarende energi til de 875 forbrugere, som Egedal Fjernvarme forsyner.

“Vi valgte Aalborg CSP som samarbejdspartner på dette projekt, fordi de tilbød den laveste pris pr. leveret MWh og dels pga. deres yderst tiltalende garantiordning, der giver 10 års garanti på solfangerne. Vi ser frem til et godt samarbejde med Aalborg CSP og sigter efter at få Danmarks højstydende fjernvarmeanlæg pr. m2 - udtaler Jørn Arne Nielsen, adm. direktør hos Egedal Fjervarme A/S.  

Reel ydelse i overensstemmelse med teoretiske beregninger

Med anlægget i Egedal fortsætter Aalborg CSP dermed rækken af projekter med flade paneler i Danmark.
Den termiske solteknologi, der bliver leveret til Egedal Fjernvarme, indeholder samme type solfangere som Aalborg CSP med gode produktionsresultater tidligere har leveret. De optimerede solfangere fra GREENoneTEC har en meget høj stabil ydelse, hvor temperaturen kan kontrolleres meget præcist, og et patenteret system til at undgå dug-gener, der særligt reducerer ydelsen i morgen-timerne.
Egedal Fjernvarme A/S får dermed glæde af et anlæg med lavt tryktab og dermed lavere strømforbrug samt lave driftsomkostninger.

Siden Aalborg CSP introducerede disse optimerede solfangere til det danske marked, har solfangerne sat en ny standard i kraft af deres konkurrencedygtige pris-/ydelsesniveau, deres 10 års produktgaranti samt deres dokumenterede gode produktionsresultater. Tre faktorer, som man hos Aalborg CSP lægger stor vægt på.  

”Vi har været vidne til enestående drift med høj ydelse i såvel Havdrup ved Solrød som i Smørum, og vi forventer intet mindre af anlægget i Egedal. Det glæder os, at Egedal Fjernvarme A/S har lagt vægt på, at solfangeranlæggets reelle ydelse skulle være i overensstemmelse med det teoretisk beregnede. Den væsentligste grund til at Aalborg CSPs teknologi vandt licitationen var, at der var krav om, at den beregnede ydelse og den faktisk målte ydelse skal anvende samme korrektionsfaktor”- udtaler Per Aasted, salgs- og projektingeniør hos Aalborg CSP.

Fakta:

  • Kunde: Egedal Fjernvarme A/S
  • Anlæggets kapacitet: 2,629 MW
  • Energiproduktion: 1.850 MWh varme / år
  • Antal forbrugere: 875
  • Systemleverandør: Aalborg CSP A/S
  • Leveringsomfang: Komplet solfangersystem, tekniske installationer og teknikhus, rørledninger til energitransmission
  • Placering: Maglevad 4 B, 3660 Stenløse, Egedal
  • Anlægsområde: 3.458 m2 solfangere
  • Anlægsplan: 34 rækker med op til 10 solfangere pr. række
  • Max. temperatur: 95 ºC
  • Solfangertype: GREENoneTEC GK3003 series, med dobbelt glas
  • Systemets forventede levetid: over 25 år

Pressekontakt:

Sofie Lambrechtsen Larsen
Marketing og Kommunikationskoordinator
Tlf.: 88 16 88 47
E-mail: sll@aalborgcsp.com 

Om Aalborg CSP A/S

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger med henblik på at ændre produktionen af energi. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer med henblik på at sænke energipriserne for industri og kraftværker rundt om i verden. I den forbindelse har vi opnået omfattende erfaring fra nogle af verdens mest effektive "concentrated solar power" (CSP) projekter. 

I Danmark udvikler og leverer Aalborg CSP kundetilpassede solvarme-løsninger med CSP-solfangere, plane solfangere, kombinationsanlæg, varmelagre og komplette rørsystemer, således solen kan høstes på den mest effektive måde, og derved hjælpe med til at reducere prisen på fjernvarme.

I Aalborg CSP har vi stor fokus på forskning og udvikling, og vi samarbejder derfor med adskillige videns baserede virksomheder og institutioner for fortsat at udvikle innovative og avancerede teknologier. Dette bevirker, at vores tekniske design er baseret på et værdiskabende koncept, der sikrer at vi leverer kvalitets løsninger, som udmærker sig i drift, øger indtægten på værket og samtidigt bidrager til en grønnere fremtid.

Med hovedkontor i Aalborg, og salgs- & servicekontorer i Spanien, USA, Kenya, Uganda, Australien og Indonesien, har vi realiseret omkostningseffektive grønne energiløsninger til en lang række industrier verden over.

 

For mere information besøg: www.aalborgcsp.com eller følg os på LinkedIn, Twitter, Youtube og Facebook.