Hos Aalborg CSP fortsætter man arbejdet med udvikling af grønne energiløsninger trods det igangværende udbrud af coronavirus – dette sker dog i nye virtuelle rammer. Som følge af den danske regerings opfordring om at minimere fysisk kontakt, har man hos Aalborg CSP valgt at sende alle medarbejdere hjem og i stedet installeret hjemmearbejdspladser samt et virtuelt kontor. Virksomheden har således tænkt kreativt for fortsat at kunne opretholde samme gode service for alle kunder, samtidig med der skabes sikkerhed for virksomhedens ansatte, familier samt det øvrige samfund.

Som følge af den danske regerings og myndighedernes opfordringer og tiltag i forbindelse med udbruddet af coronavirus har man hos Aalborg CSP bedt de ansatte om at arbejde hjemmefra med virkning fra fredag d. 13 marts. Vi følger situationen tæt for at sikre vores medarbejdere og deres familier samt kunder og samarbejdspartnere, og gør hvad vi kan for at bidrage til at begrænse smittespredningen i samfundet.

Der er i den forbindelse installeret hjemmearbejdspladser og kontoret er blevet virtuelt. Det virtuelle kontor gør det muligt for medarbejderne at kommunikere og interagere med hinanden, kunder og samarbejdspartnere, som var det en helt normal arbejdsdag på kontoret.

Da langt størstedelen af virksomhedens arbejde kan udføres digitalt, har det været muligt at fortsætte som normalt - dog med enkelte justeringer og tilpasninger. Dette gælder bl.a. fysiske møder – interne som eksterne – som nu afholdes som telefon- eller onlinemøder i stedet. Det er således muligt at opretholde samme produktionsniveau og service som under normale omstændigheder

Virksomheden har dermed tænkt kreativt og tilpasset sig situationen uden at gå på kompromis med hverken sundhed, sikkerhed, service eller produktivitet.