HELIOTROPE-projektet har til formål at udvikle nye smeltesalt- og materialeteknologier til nye termiske energisystemer med udgangspunkt i CSP-teknologien (Concentrated Solar Power). Formålet er blandt andet at udvikle energisystemer, der kan fungere ved temperaturer på op til 850 °C. De nuværende kommercielle smeltesalte nedbrydes typisk ved lavere temperaturer.
Ved at nå op på 850°C er det muligt at lagre og generere mere energi, optimere effektiviteten og dermed skabe et mere omkostningseffektivt og bæredygtigt energisystem.
Aalborg CSP støtter projektet med både engineering og projektledelse, da Aalborg CSP er ansvarlig for at definere kravene til udviklingen af det nye termiske lagringssystem. Hos Aalborg CSP har vi opbygget solid erfaring med de teknologier, som er omdrejningspunkt for HELIOTROPE-projektet, og vi er stolte af at bidrage til en mere bæredygtig udvikling i energisektoren.
HELIOTROPE-projektet er finansieret af EU's Horizon Research and Innovation Programme under Grant Agreement No. 101147455 og løber fra juni 2024 til juni 2028.